Kom godt i gang med din løbetræning.
Løbetræning er en effektiv, udfordrende og sjov motionsform. Der findes mange gode grunde til at begynde at løbetræne. Som begynder bør du være specielt opmærksom på nogle ting, så dine første løbeture bliver udfordrende og spændende frem for kedelige og monotone.
Skift mellem gang og løb
Hvis det er lang tid siden, at har trænet regelmæssigt, kan du med fordel starte med nogle træningsture, hvor du skifter mellem gang og løb. Sådan kan du opbygge dine træningsture indtil du kommer i så god form, at du kan løbe i længere tid i træk. Dit første mål som løber, kan være at løbe 20 minutter i træk uden at blive forpustet. Når du skifter mellem gang og løb er det vigtigt, at der er en fornuftig balance mellem løb og gang. Hvis du bestemmer dig for at løbe to minutter i træk, er det en god idé at starte ud med også at gå i to minutter. Når du kommer i bedre form, kan du så gennemføre samme løbetid, men reducere pausen til halvandet minut og senere til et minut. I starten er det bedre med relativ kort løbetid og kort pause frem for nogle længere intervaller med længere pause. Med korte løbeintervaller kan du bedre holde et fornuftigt tempo uden at blive forpustet og træt, og du vil også kunne løbe med en bedre teknik. Mentalt virker det også mere overskueligt, hvis intervallængden ikke er så lang.
Hold gejsten oppe
Det er vigtigt at du til at begynde med ikke lader dig afskrække af, at det er hårdt at komme ud at løbe. Hvis du løber med et pulsur vil du formentlig erfare, at det er utroligt svært at holde pulsen nede. Du vil dog indenfor relativ kort tid opleve, at det bliver lettere at løbe længere, og at det samtidig føles mindre hårdt. Er du godt igennem de første 4-6 træningsuger så begynder overskuddet at komme og du vil begynde at kunne nyde dit løb og helt glemme at det er hårdt.
Træningsmængde
Som begynder er det første vigtige skridt ind i løbeverden, at få kontinuitet i træningen. Træning 2-3 gange om ugen i 20-30 minutter ad gangen vil være nok til at opnå en markant forbedring i din kondition.
Varier din træning
Et af de vigtigste punkter indenfor løbetræning, er evnen til at kunne variere sin træning. Variation er godt ikke blot for at skabe ny motivation, men variation er også vigtig for at opnå formfremgang. Løb giver en unik mulighed for at komme ud i naturen og opleve forskellige indtryk. Benyt dig af denne mulighed. Det er også vigtigt, at du prøver at variere indholdet af din træning. Hvis du træner efter præcis samme opskrift hver gang, så vil du hurtigt opdage, at du går i stå og ikke forbedrer din kondition yderligere.
Jeg vil mere – hvad nu?
Har du større ambitioner og målsætninger med dit løb, og vil du gerne ud at måle dig selv, så kan du deltage i et af de utallige motionsløb, der efterhånden findes i Danmark. En af største fordele ved løb frem for mange andre idrætsgrene er, at du kan deltage i et løb med tusindvis af andre løbere, og opleve den fantastiske atmosfære. Du kan konkurrere mod andre motionister, og samtidig kæmpe din egen personlige kamp for at opnå dit personlige mål.